Danskere snydes af rejseklubber


Print artiklen Tip en ven

30/07/2009

Hvert år tages mange danske feriegæster ved næsen i Spanien og Grækenland af de såkaldte rejseklubber, der lokker med billige rejser og hoteller.

Får du tilbudt et gratis skrabelod af en dansker, svensker eller nordmand, når du er på ferie i Spanien eller i Grækenland, så pas på. Det kan dreje sig om en af de berygtede rejseklubber, som lokker dig med billige hoteller og rejser, som dog sjældent betaler sig - tværtimod. Efter at du har vundet på skrabeloddet inviteres du med ned på et kontor, hvor du kan modtage din gevinst - der er dog tale om et salgsmøde, hvor du får løfter om besparelser på hotelværelser og rejser i fremtiden. Det holder dog sjældent stik, og uheldige ofre beretter om beløb på op til 100.000 kr for at være medlem af en rejseklub, som alligevel ikke kan skaffe dig en billigere ferie, end du selv kan. Her er nogle gode råd, hvis du vil undgå at blive snydt:

  • Tilbydes du et gratis skrabelod, og er der gevinst, så vær skeptisk - det er ikke normalt, at andre mennesker er så gavmilde overfor fremmede.
  • Undgå at underskrive en kontrakt eller lignende, mens du er på ferie. Tag kontarakten med hjem, undersøg grundigt, hvad den siger, før du evt. sætter din underskrift på den.
  • Sørg for at der er en 14 dages fortrydelsesret indskrevet i kontrakten, så kan ophæve kontrakten, hvis du kommer i tvivl senere.
  • Sammenlign de priser på hoteller og rejser, som sælgeren påstår, at du får for dit medlemskab, med de priser, som du selv vil kunne opnå.

Rejseklubberne er ikke noget nyt. De har haft sælgere på populære feriedestinationer i Spanien og Grækenland i snart 4 år nu. EU er ved at lave regler, der skal beskytte forbrugere mod denne form for bondefangeri, men reglerne forventes først vedtaget i 2011.