Juleshopping i London bliver 17 gange dyrere med Ryan Air


Print artiklen Tip en ven

08/11/2009

En ny undersøgelse fra rejseportalen www.X-Rejser.dk slår fast, at det irske flyselskab Ryan Air er den største gebyrgrib blandt lavprisselskaber, der opererer i Danmark. En shoppingtur til London med fly i november-december kan købes for helt ned til 49,-kr tur/retur hos lavprisgiganten Ryan Air. Dertil skal der dog lægges hele 5 forskellige gebyrer, skatter og afgifter samt en kursstraf for at betale i danske kroner. Den endelig pris bliver dermed 17 gange højere nemlig 836,-kr.

Bevidst forvirring af forbrugerne

I undersøgelsen sammenlignes lavprisselskaberne Ryan Air, Norwegian og Cimber Sterling samt SAS på prisen inkl. alle gebyrer på tre tilfældigt udvalgte ruter fra Danmark til London, Barcelona og Rom i november-december. Konklusionen er klar: Den annoncerede pris udgør så lidt af den endelige pris, at det er blevet praktisk talt umuligt for en almindelig dansk forbruger at gennemskue, hvilket selskab, der er billigst.

”Lavprisselskabernes strategi med at dele prisen op i én pris for flybilletten og så en masse gebyrer oveni er et bevist forsøg på at forvirre forbrugerne”, siger Jesper Brøndum fra rejseportalen www.x-rejser.dk, der rådgiver om faktuelle forhold ifbm. rejser og ferie.

Listen over mere eller mindre opfindsomme gebyrer i flybranchen er da også blevet lang. Der er kommet ekstra betaling på alt fra bagage, check in, sædereservation, brændstofstillæg og endda et rullestolstillæg (uanset om du bruger rullestol eller ej).

”Særligt Ryan Air's prispolitik er et røgslør uden lige, som det må være en politisk opgave at få styr på. Det svarer til, at jeg køber en liter mælk i supermarkedet til 5,50kr, men ender med en pris på 100,-kr, fordi der lægges gebyrer på kulden i køledisken, gebyr for kasseekspedition og en forsikring mod svagtseende, der kan risikere at vælte vare ned fra hylderne”, tilføjer Jesper Brøndum.

Norwegian det billigste lavprisselskab i Danmark

Ryan Air's mange opfindsomme gebyrer betyder også, at det norske lavprisselskab Norwegian gennemsnitligt er 20%-41% billigere end sin irske konkurrent på de samme ruter. Selv kriseramte SAS er i visse tilfælde billigere end det irske lavprisselskab.

Norwegian har også været i mediernes søgelys på det seneste med påstande om, at lavprisselskabet bevidst tilbyder billig udrejse men dyr hjemrejse fra f.eks. London. Rapporten viser dog klart, at Norwegian er det billigste flyselskab i Danmark med besparelser for kunderne på mellem 20-64%. Både når man kigger på den billigste billetpris samt den gennemsnitlige pris, så er Norwegian prisvinder. I forhold til Ryan Air sparer forbrugeren ca. 20-41%. I forhold til bundproppen blandt lavprisselskaberne, Cimber Sterling, lyder besparelsen på mellem 31-46%. Ikke overraskende er SAS det dyreste selskab: En flybillet kan i gennemsnittet fås 56-64% billigere hos Norwegian.

Irske gebyrer for dummies

En tur med Ryan Air til London fra Billund koster helt ned til 49,-kr tur/retur i november. Så kommer der lufthavnsgebyr og skatter oveni på i alt 297,-kr, så rejsen nu koster 346,-kr, Så er der gebyr for brug af rullestol (som alle skal betale). Det bliver 90,-kr oveni. Rejsen til London koster nu 436,-kr. Check in skal ske online med Ryan Air, og det koster 80,-kr i alt. Rejsen koster nu 516,-kr. For baggagen på max 15 kilo betales 240,-kr t/r. Turen koster nu 756,-kr. Dertil kommer et gebyr for betaling med visa-kort på Ryan Air's hjemmeside på 80,-kr. Turen koster altså i alt 836,-kr.

En tilsvarende rejse med f.eks. SAS fra København til London koster 1133,-kr alt inklusiv. Der spares altså 297,-kr ved at rejse med Ryan Air. Dog kan der kun medtages 15 kilo bagage hos Ryan Air. Medtages de normale 20 kilo bagage, så skal der betales ekstra 520,-kr, men så må der også medtages op til 30 kilo. Den reelle pris for flybilletten hos Ryan Air bliver altså 1356,-kr ved 20kg baggage. SAS er dermed 223,-kr billigere.

Og så er det alligevel ikke den helt rigtige pris, som Ryan Air oplyser, for der tages også en betragtelig kursskæring som straf for, at der betales i danske kroner. Baggagen på op til 30 kilo, der egentlig i alt burde koste 100€ eller 757,-kr, if. Danske Banks købskurser (dags dato), kommer nemlig til at koste 800,-kr, selvom prisen er oplyst som 100€ i gebyroversigten. Ryan Air scorer altså 43,-kr på kursskæring. Dermed fordyres rejsen yderligere, så den nu koster 1399,-kr - altså 266,-kr mere end SAS.

”Det er en gebyrlabyrint, som skal sikre størst mulig forvirring. Ryan Air er dertil det eneste af de undersøgte flyselskaber, som kun tillader 15 kilo baggage som standard, hvilket er med til at skabe yderligere uigennemsigtighed omkring produktet og den egentlige pris. Og som om gebyrerne ikke var slemme nok, så oplyses priserne i Euro og Pund, hvorefter der tages en urimelig høj vekselkurs til danske kroner.” , udtaler Jesper Brøndum.

Se hele prissammenligningen på flybilletter